Forskningscenter for Seksuelt Overførte Infektioner er etableret for at styrke den nationale forskning inden for seksuelt overførte infektioner.
Centeret samler ekspertise fra dermato-venerologi, infektionsmedicin og mikrobiologi og bygger bro mellem klinisk praksis, laboratoriebaseret forskning og epidemiologisk forskning.
Det ledes af en tværfaglig styregruppe, som repræsenterer forskellige lægelige specialer og kompetencer. Forskningscenteret består endvidere af et forskningsteam og en række samarbejdspartnere.
Vi lægger vægt på tværfagligt samarbejde og inviterer både klinikere, mikrobiologer, epidemiologer og andre forskere til at deltage i fælles projekter.
Samarbejde, nationalt, regionalt og på tværs af specialer, er en central del af vores arbejde for at fremme forståelsen og håndteringen af seksuelt overførte infektioner i Danmark.
Kirsten Salado-Rasmussen er speciallæge i dermato-venerologi ved Bispebjerg Hospital, forsker ved Statens Serum Institut og lektor ved Københavns Universitet. Hun er initiativtager til Forskningscenter for Seksuelt Overførte Infektioner og arbejder for at styrke den nationale forskning, koordinering og vidensdeling inden for området.
Hendes primære forskningsfokus er syfilis og Mycoplasma genitalium, med særligt fokus på patientbehandling. Hun har desuden bidraget til udviklingen af retningslinjer og faglige anbefalinger for diagnostik og behandling af seksuelt overførte infektioner.
Kirsten opnåede sin ph.d. fra Københavns Universitet med afhandlingen “Syphilis and HIV co-infection – Epidemiology, treatment, and molecular typing of Treponema pallidum”. Hun har publiceret en række videnskabelige artikler, alle inden for området seksuelt overførte infektioner, med særligt fokus på syfilis og Mycoplasma genitalium.
Ud over sin forskningsaktivitet underviser hun medicinstuderende og læger under speciallægeuddannelse og holder regelmæssigt faglige oplæg for speciallæger om syfilis og andre seksuelt overførte infektioner. Hun er bestyrelsesmedlem i guidelinegruppen under IUSTI (International Union Against Sexually Transmitted Infections) og formand for Venereaudvalget under Dansk Dermatologisk Selskab.
Jørgen Skov Jensen, dr.med., overlæge, fagchef
Jørgen Skov Jensen er overlæge og forskningsleder ved Statens Serum Institut, hvor han leder forskningen i Mycoplasma genitalium og andre seksuelt overførte infektioner. Han har siden 1990’erne været en central skikkelse i den internationale forskning i mykoplasmer og har bidraget væsentligt til forståelsen af deres diagnostik, patogenese og kliniske betydning.
Jørgen er dr.med. fra Københavns Universitet, hvor han i sin doktordisputats undersøgte Mycoplasma genitalium-infektioners diagnose, kliniske aspekter og patogenese. Jørgen Skov Jensen har publiceret over 280 videnskabelige artikler og 12 bogkapitler.
Hans forskning har haft stor betydning for udviklingen af diagnostiske metoder og internationale retningslinjer for håndtering af seksuelt overførte infektioner. Han har desuden spillet en aktiv rolle i en lang række videnskabelige selskaber og organisationer, herunder som medlem af IUSTI (International Union Against Sexually Transmitted Infections), ISSTDR (International Society for STD Research) og European STI Guidelines Editorial Board.
Jørgen Skov Jensen har modtaget en række priser og hædersbevisninger for sit arbejde, herunder Thorvald Madsen-prisen, Fritz Kaufmann-prisen, Wyeth-prisen, Peter Hannan Award in Applied Clinical Mycoplasmology samt Acta Dermato-Venereologica Lifetime Achievement Award (2024). Han er desuden æresdoktor ved Örebro Universitet og æresmedlem af både den svenske og franske dermatologiske forening.
Lars Haukali Omland, ph.d., dr.med., klinisk lektor, overlæge
Lars Haukali Høj Omland er overlæge ved Afdeling for Infektionssygdomme, Rigshospitalet, forsker ved Statens Serum Institut og lektor ved Københavns Universitet. Han er speciallæge i infektionsmedicin og har en ph.d. og doktorgrad fra Københavns Universitet. Hans forskning fokuserer på risiko og prognose for infektionssygdomme, især seksuelt overførte sygdomme (HIV, hepatitis og syfilis) og sygdomme i centralnervesystemet.
Han har omfattende erfaring med både epidemiologisk forskning og projektledelse og har spillet en central rolle i flere nationale forskningsinitiativer. Han har været formand for DANHIV/Den Danske HIV Kohorte samt DANVIR-kohorten. Han har også medvirket som investigator i flere kliniske studier og bidraget som faglig rådgiver for Sundhedsstyrelsen i udarbejdelsen af nationale kliniske anbefalinger for behandling af COVID-19.
Lars Omland har publiceret over 100 videnskabelige artikler, heraf 21 som førsteforfatter og 15 som seniorforfatter. Hans forskning har modtaget støtte fra blandt andet Rigshospitalets Forskningsråd og Danmarks Frie Forskningsfond.
Som forsker og kliniker arbejder Lars Omland i krydsfeltet mellem klinisk infektionsmedicin og epidemiologisk forskning, hvor hans indsigt i risikofaktorer og prognose bidrager væsentligt til forståelsen af konsekvenserne af seksuelt overførte infektioner.
Team og samarbejdspartnere
Se teamets medlemmer og samarbejdspartnere her.
Team
Teamet består af:
Alberte Keller, medicinstuderende og skolarstipendiat, Dermato-venerologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital og Bakterier, parasitter og svampe, Reproduktiv mikrobiologi, Statens Serum Institut
Axel Skafte-Holm, læge og ph.d.-studerende, Bakterier, parasitter og svampe, Reproduktiv mikrobiologi, Statens Serum Institut
Cecilie Blumensaat Mariendal, medicinstuderende og skolarstipendiat, Afdeling for Infektionssygdomme, Rigshospitalet og Bakterier, parasitter og svampe, Reproduktiv mikrobiologi, Statens Serum Institut
Christina Nørgaard, forskningslaborant, Bakterier, parasitter og svampe, Reproduktiv mikrobiologi, Statens Serum Institut
Emilie With Hall Petersen, medicinstuderende og skolarstipendiat, Afdeling for Infektionssygdomme, Rigshospitalet, Bakterier, parasitter og svampe, Reproduktiv mikrobiologi, Statens Serum Institut
Laura Glismann, læge og ph.d.-studerende, Bakterier, parasitter og svampe, Reproduktiv mikrobiologi, Statens Serum Institut, Dermato-venerologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital
Pelle Harris Krog, behandlingsansvarlig læge Checkpoint, AIDS-Fondet, Danmark
Sebastian von Schreeb, læge og ph.d.-studerende, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, Statens Serum Institut samt Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital